Dit stille suk

Et suk går gennem lyng og krat

Et pust fra skovens åndedræt

Det flyder blidt i hver en elv

Tænder stjernerne på himlens hvælv

Det synger skønhed ind i hjertets slag

Dybt ind i sjælens dybe lag

Det er det bøjelige i hvert siv

Det forunderlige i vort liv

Det tænder håb for morgengry

For solskin og for regnvejrsly

Nattergalen synger smukt imens

Om livets toner og essens

Så lyt da menneske før du går

Fortravlet gennem dag og år

Dit eget stille suk som savner dig

Nikker ømt fra hver for-glem-mig-ej

. .

Jeg hører bølgernes brusen

Suset fra en efterårsvind

Jeg ser fugle samles i flokke

Og regndråber i edderkoppespind

Jeg går ad krogede stier

Gennem lilla blomstrende lyng

Med en sær melankoli i sjælen

Af afsked og længsels dyng

Det er tiderne der skifter

Det er sindets dybe stille suk

Det er drømmen der stadig lever

Lidt slidt men stadig så smuk

Jeg ved alting slutter og begynder

At hver afblomstring sætter frø

Der næres gennem vintre

Ud af det der måtte dø

Og jeg bærer solnedgangens

Gyldne varme med mig hjem

Fornemmer spædt de nye håb

Mit hjerte vil nære dem. .

Langsomt mindskes solens bue

sommeren hvisker lidt farvel hver dag

Nu står vi der i mellemrummet

ser lyngen er ved at blomstre af

Det er tidens alder og vor egen

de slyngede stier vi må gå -

i med- og modvind hen ad vejen

kendes glæden i det store og små

Og efteråret har sit helt egent liv

med rynker og smukke nuancer

Det har mange farver som motiv

slebet til af tidens kadancer

Der er nye drømme i de unges blikke

en sprudlende glæde i det lille barns leg

Jeg samler efterårets gyldne øjeblikke

og ser glimt af noget der engang var mig

Så tag afsted sommersol og varme

du fik blomster til at gro og skabte frø

Nu ligger de godt i fremtidsarme

livfyldte mod næste forårstø

At være hel og intet savne

Føle ro og synke ned

At være glad og kunne favne

Livet med sin kærlighed.

Det er rosens duft i haven

Med Lavendel blandet sødt

Jeg mærker det helt ned i maven

Så blidt og rart og blødt.

Det er tanken når den svæver

Bekymringsfrit og spæd

Som fuglen der langsomt hæver

Sig i vinden og glider med.

Det er solens lys i skoven

Gennem bøgens grønne løv

Der strømmer ned fra oven

Minder lidt om stjernestøv.

Det er dage lige som denne

At hjertet sættes frit

At jeg igen kan kende

Min barndoms lette skridt. .