Lyrics & Photos is all Copyright


JanneHelle © Livstoner.dk



Solsorte



Brede gule næb står vidtåbne og utrættelig forældre finder orm i døgndrift. Længe lå hun dér på reden, inde i skuret og i læ for regnen, mens hannen sang skønsang i rønnebærtræet.


En tid har de fået fælles forpligtigelser - fede orm stoppes i sultne unger og begge er de ekstra på vagt og advarer, når skaderne spankulerer overlegne omkring på udkig. Snart er ungerne flyvefærdige.


Snart vil de dumpe ud af reden én efter én; som små runde og dunede fjerbolde dratter de mod jorden med store plirrende øjne og hovederne på skrå - forundrende og bange over den store vide verden, hvor der pludselig er højt til loftet. De er så små, at man får lyst til at holde lidt om dem, bare sådan helt forsigtigt og beskytte dem - og de er så usikre på benene, at de nærmest snubler over græsstråene i plænen, mens de følger deres kaldende forældrene ind under hækken - væk fra legesyge katte og skarpsynede skader, der her øjner chansen for et let lille måltid.


Det er sket så ofte og nu er det sket igen: ingen unger at se og ingen, der kalder efter mad - kun en ildevarslende tavshed, jeg kun alt for godt ved hvad betyder...


Nu ligger hun igen på reden ovre i skuret og jeg snakker lidt til hende, mens jeg rumsterer rundt og finder ting, jeg skal bruge.

"Næste gang" siger jeg "må du prøve at passe lidt bedre på dine unger".


Men egentlig er hun nok ligeglad og gør bare det fugle er skabt til; hun ruger ikke over fortiden - hun ruger bare på sine æg. .



Havets små gaver



Kattegat i stormvejr og bølger,der vælter kæmpestore og med en enorm kraft ind mod stranden.


Vindstødene er så voldsomme, at man nærmest bliver kastet omkuld.

Så vildt, så frådende, så flot og utæmmet.


Dette hav; den ene dag så blidt og vuggende at bølgerne føles som kærtegn og som den blødeste silke man kan svøbe sig i - og den næste et gigantisk, skummende uhyre, der rasende æder løs af stranden og flytter rundt på ufattelige mængder sten og sand; oprørt og nådesløst.


Og alligevel - når stormen er stilnet af og havet igen har lagt sig, har det efterladt massevis af små gaver på stranden.


Og er det ikke ofte sådan i livet, at efter de mørkeste og stærkeste storme i vores indre, når tårerne har raset af og vi begynder at tænke igen - så dukker noget nyt og spædt op som små gaver vi ikke viste, vi havde ønsket os.


Det svære - det der er kunsten - er at få øje på dem.



Midtvejs



Hun stoppede op på halvvejen og så sig omkring – det var som om hun mere end før tvivlede på om hun gik den rigtige vej.

Det var som om hendes sjæl trak hende i en anden retning og gjorde hvert skridt fuld af tøven.
Hun satte sig ned i grøftekanten hvor alting havde fået lov at vokse i fred hvor hver lille blomst passede så smukt ind i mangfoldigheden og dog havde sit helt eget liv - sin helt egen unikke udvikling i stille skønhed og harmoni.


Mere eller mindre havde hun altid fulgt de veje der var lavet til det samme, men hun tabte ligesom pusten i forsøget på at følge de andres tempo.

Og når hun protesterede var der ingen der forstod hvorfor - hvis ikke dette hvad så...?


Efter et stykke tid rejste hun sig og kiggede sig atter omkring. Denne lange asfalterede lige vej hvor bilerne hele tiden kom susende næsten altid i for høj fart og med en fører bag rattet der ikke kunne nyde selve turen kun rase over enhver forsinkelse mod målet…


Hun svag rygsækken på plads og begyndte at gå - væk fra vejen og ud over de smukt blomstrende marker.